|
Midtjyllands Avis 20-1-2017 < debat menu
Vi må selv skabe freden.
2016. Annus horribilis. Et rædselsfuldt år. Eller - nu igen et rædselsfuldt år. Det kan vi sikkert alle med overbevisende konstatering og stor sorg sige om 2016. Krigen i Syrien. I Irak. Islamisk hær. Hundrede tusinder er dræbte. Flygtninge strømmene over Middelhavet. De tusinder der druknede. Terroren. Frygten.
En dag mellem jul og nytår, hvor solen var fremme i nogle få timer. Hørte jeg ovre fra naboens have to spurve kvidre lystigt. Jeg havde næsten glemt at der var fuglestemmer til. Udover når et par gråkrager ude på gårdspladsen skræppede op om hvem af dem der skulle have retten til et indtørret halvt rundstykke som en eller anden havde kastet fra sig. Det var jo et halvt år siden fuglestemmen var begyndt at dale. Og jeg havde næsten glemt alt om sommeren. Den gode sommer. Men nu fortalte de to spurve mig muntert - at et nyt år var på vej. Men det fortalte mig netop samtidigt også - at et år atter var lagt bag. Og desværre - et på mange måder rædselsfuldt år.
Men. Verden er trods alt et mere fredeligt sted at være i – i dag. End nogensinde før. Selv om det kan være svært at forstå. Netop nu.
I tiden efter anden verdenskrig, har nationer dog formået at slutte fred med hinanden. Nationer har formået at oprette alliancer. Forbund. FN. EU. NATO. Der har været mange frygtelige krige, og konflikter. Og dette har fået mange af verdens ledere til at indse vigtigheden af samarbejde. Vigtigheden af at skabe fred og forsoning.
Hvis vi altså i verden blot får - de ledere nationerne har brug for, der formår at skabe fred og forsoning. Vi får de ledere vi selv vælger. Altså - i de lande hvor vi har muligheden for det. Men uanset om vi selv har valgt - eller ej. Så har vi har alligevel fået en Trump.
Selvom om vi så rigeligt i forvejen havde både en Putin og en Assad. Og de formår tilsyneladende kun at skabe ufred. Formår kun at sende soldater i krig. Og så selv sidde og hytte sig bag blankpolerede skriveborde. Imens de lader deres soldater lave det beskidte arbejde. Formår disse ledere ikke at skabe fred og forsoning. Hvorfor skaber de ikke fred. Er mennesket ikke mere værd end dette - blot at skulle slås ihjel. Men de har måske aldrig prøvet - dette at miste.
Formår lederne ikke at skabe fred og forsoning. Ja. Så må vi begynde med os selv. Så må vi selv skabe freden. Selv skabe forsoningen. Og så håbe at dette glade budskab kan nu ud til verden. At verdens befolkninger vil være fornuftige. Næste gang der er valg af en leder - ikke blot i demokratiske lande. Men at diktaturerne må falde - og folket må opnå demokrati. Selv frit kunne vælge. Selv kunne erfare – også når de valgte forkert.
Vi må begynde med os selv. Vi må selv forsone os og skabe fred. I mange familier er der stridigheder og splittelser. Kan vi ikke skabe fred og forsoning i vore egne familier. Hvordan skulle vi så kunne forlange at andre skulle kunne dette. Kan vi ikke se ud over hvor egen lille selv optagede navle, når noget er os i mod i familierne. Når noget er os imod i vore bekendtskaber. Og vi så der foretrækker at skabe konflikter. I stedet for at bære over med hinanden. Og tilgive.
Jeg tror forøvrigt det var de samme to spurve jeg igen hørte kvidre lystigt ovre fra naboens have. Da jeg lige for lidt siden var i gården for at tømme min papirkurv, der var fyldt godt op af krøllet papir med dårlige ideer - ud i skraldecontaineren. Så der igen kunne blive god plads i papirkurven for 2017.
Leif Dræby
|